Terror – Frihedskamp -
Grænseværdier
Dommene ved Byret
- Landsret og Højesteret mod Figthers+Lovers og Preben Pølsemand rejser berettiget tvivl om vor
lovgivningsmagt – vort retssystems vilje og evne til sikre borgerens
retssikkerhed.
Nogle omdrejningspunkter:
Er loven (anti-terrorpakken af 2002) så upræcis,
at fortolkningsmulighederne er lig med:
Den siddende regerings
holdninger og dens uudtalte ønsker – (vink til domstolene?)
Skeler domstolene til opinionen – de herskende stemninger i og omkring
folket?
Har dommerne viden - indsigt og evne til at skelne
mellem terror og en Frihedskamp, som kan accepteres af borgerne?
Hviler den sidst afsagte dom på EUs terrorliste,
som er udarbejdet af CIA, og som er dokumenteret værende ude af trit med
virkelighed og sandhed?
Hviler Landsrettens
og Højesterettens dom på eksperter hentet i
udlandet, og hvis habilitet man må tvivle på?
Ved vurdering af ekspertudsagns værdi, bør man vel undersøge, hvem er de
afhængige af? Hvem betaler dem?
Begrundelse - eksempler:
En eksperts undersøgelse og konklusion af
letfordampelige væskers skadelige virkninger på typografer og maleres
hjernefunktioner, var:
Letfordampelige væsker har ingen skadevirkninger.
De påviste, at hjerneskader skyldtes et umådeholdent forbrug af alkohol. De
to faggruppers medlemmer blev dermed karakteriseret som drukmåse.
Undersøgelsen var betalt af et af vore største olieselskaber.
På et tidspunkt tilbød vor regering autoriserede
historikere tilknyttet DNH = Danmarks Nyere Historie, at såfremt de
fremstillede samarbejdspolitikernes gerninger under besættelsen i et
positivt lys, ville de få:
Betaling – adgang til arkiver, der var
lukkede for alle andre.
Forudsætning: Forskningsresultaterne skulle være politikerne bekendt
inden offentliggørelse. (Censur i ytringsfrihedens højborg – Danmark)
Denne påstand er dokumenteret af tre hinanden uafhængige kilder og
er ikke dementeret af historikere.
Anti-terrorpakken af 2002
Tidligere medlem af folketinget Preben Wilhjelm har udtalt:
”Anti-terrorpakken er en ændring i forholdet mellem statens
magtbeføjelser
og den enkeltes borgers retssikkerhed, som er mere vidtgående
end summen af alle de ændringer, som er foretaget siden den danske
retsstat blev grundlagt med retsreformen i 1919.”
Professor i strafferet Gorm Toftegaard Nielsen har
udtalt:
”Justitsminister Lene Espersen går i for små sko, når hun bruger
terror-paragrafferne
i straffeloven. Ministeren burde således ikke have rejst
tiltale mod syv borgere, der solgte T-shirts.”
Terrorlisters troværdighed
Fra Politiken d. 1. oktober 2008 side 4 citeres tidligere
udenrigsminister
Mogens Lykketoft:
”Alt,
hvad Anders Fogh Rasmussen har sat sig i spidsen for, er fuldstændig
viljesløs følgagtighed overfor den mest mislykkede amerikanske
præsident, vi har set i mange år. Jeg kan sige med sikkerhed, at den
udenrigsminister, der var før regeringsskiftet i 2001, ville aldrig
nogensinde have accepteret, at Danmark gik ind i en invasion i Irak i
modstrid med det store medlemsflertal i FN og på et grundlag, som vi dog
ikke på det tidspunkt vidste var systematisk forfalsket og løgnagtig,
men som i hvert fald var stærkt omstridt.”
Et udvalg af Danmarks førende juridiske eksperter har
nedsat et udvalg for at analysere terrorpakkens virkninger i forhold til
borgernes retssikkerhed.
Højesteret udtalte i forbindelse med dommen at
terrorlovgivningen på flere punkter var uklar - men dømte alligevel de
anklagede.
Gentager historien sig?
Gud kan ikke ændre fortiden, men det kan og gør vore historikere og deres
forlængelser – proselytterne.
Vore domstoles vindskibelighed
Enkelte eksempler:
Under besættelsen vedtog samarbejdsregeringen kommunistloven, men for at
have både livrem og seler på - bestilte man og fik højesterets
præsidents udsagn om, at loven ikke ville være i strid med Danmarks
forfatning. (Grundlov).
Historien
viste dog: At her var igen tale om et eklatant grundlovsbrud.
Konsekvensen af bruddet på vor forfatning blev,
at
modstandsfolk blev jaget af den udøvende magt (dansk politi); mange
modstandsfolk blev dømt på samlebånd og udleveret til nazisternes
dødslejre.
Folketingsmedlemmer blev udleveret til fjenden og
overlevede mirakuløst Kz - lejr og tyske tugthuses rædsler.
Alt
i strid med vor forfatning.
6 - 10 % af Danmarks kommunistiske Partis medlemmer
satte livet til i modstandskampen.
Minister, cementkonge, værnemager og landsforræder Gunnar Larsen blev i
det kaotiske retsopgør efter kapitulationen dømt ved byretten, men
frikendt ved Landsret og Højesteret.
Cementkongen havde udover omfattende
værnemagervirksomhed i Danmark i snævert samarbejde med Danmarks største
entreprenører bygget tyske befæstningsværker og u-bådsbaser i Norge og
Frankrig, samt haft virksomheder i Baltikum, som ved hjælp af
slavearbejdere hentet i Kz-lejre fremstillede tysk krigsmateriel.
Herudover lønnede han Danmarks mest berygtede stikker,
Hestetyven, som blev likvideret af BOPA:
I retsopgøret dømte man med tilbagevirkende kraft.
Formål? Derved gik samarbejdspolitikere (læs lovgiverne) fri.
Nazister
og landsforrædere i småtingsafdelingen blev idømt hårde fængselsstraffe.
Værnemagere, der havde skovlet formuer ind på skatteyderes bekostning,
blev idømt forholdsvis milde straffe. Dødsstraf blev indført.
Når
protester og skrål i sidegaderne blev for voldsomt, blev syndere hevet
ud af skabene og henrettet.
Da politikerne igen havde kontrol med de folkelige kræfter, (olie på
bølgerne – sand på bålet – gulvtæppemetodik) slap man tyske
krigsforbrydere og danske landsforrædere ud ad køkkendøren.
Konsekvensen af
politikeres vindskibelighed blev, at nogen
henrettedes medens andre, der stort set havde begået lignende forbrydelser
– blev sluppet ud efter få års fængsel.
Samarbejdspolitikernes åbenbare bekæmpelse af modstandskampen indtil
nazisternes nederlag ved Stalingrad skiftede efter den 29. aug. 1943 til
en bekæmpelse af frihedskampen, men nu for nedrullede gardiner.
Dette kan dokumenteres ved Den skæve Våbenfordeling - mordet på løjtnant
Knud Skou og forsøget på at udslette aktive modstandsfolk, hvis det kom
til kamphandlinger ved Brigadens landssætning i 1945 i Helsingør.
Det er just ikke det, du har fået ind med din skolelærdom, vil du
indvende.
Oversættes denne lærdom til vore dage, må vi konkludere:
Magthavere vil betegne alle, som forsøger at fratage dem deres magt som
terrorister.
Det gjaldt modstandsfolkene og er i vore dage en kærkommen definition
for intolerante politikere.
Magthavernes definitioner er således vindskibelige – og lidet troværdige.
En messe værd?
Ved krigsforbryderdomstolen i Nürnberg efter Anden Verdenskrig afvistes de
anklagedes påstand om frifindelse, i og med at de havde handlet efter
ordre.
Domstolens kendelse var klar:
Den enkelte må handle efter
sin samvittighed –
ingen ordre –
ej heller passivitet fritager for ansvar.
Måske ligger denne kendelse til grund for, at man i den nuværende tyske
forfatning har en passus om, at såfremt borgeren handler efter sin
samvittighed, vil man ikke kunne idømmes straf efter andre lovparagraffer.
Find major Pfaff på nettet, og du vil kunne konstatere, at et medlem af
Bundeswehr frikendes, på trods af lydighedsnægtelse.
Ulla Röder (beskadigelse af atomubåde af Tridenttypen) blev frikendt ved
skotsk Højesteret, da man fandt, at hun havde handlet lovligt i i
forhold til sin samvittighed og i overensstemmelse med FNs vedtagelse om, at atomvåben var i strid med
menneskerettighederne.
At hun havde beskadiget krigsmateriel, som kunne anvendes af ubåde i en
atomkrig, var således lovligt i henhold til FN.
Indeholdt Danmarks Grundlov en
tilsvarende paragraf
ville ingen Fighters + Lowers medlemmer kunne
anklages endsige dømmes.
Hvad gør jeg – hvad gør du?
Flertallet siver vel med strømmen – jeg har det jo godt – det er ikke mit
problem – man kan jo ikke frelse hele denne verden for alle ulykker. Man
er sin egen lykkes smed og stønner vel som grisebassen i svinestien:
Lille mis på vejen dér, hvis er du? Jeg er sku min
egen.
Når jeg ser tilbage på et langt liv, har
det ofte været mere end besværligt, men ved, at jeg havde holdninger –
ved, at jeg tog ansvar – sidder jeg nu og tænker tilbage – du har haft
et rigt liv – ikke på mammon, men på indhold – jeg kan gå til spejlet og
se mig selv i øjnene – hvor mange på min alder kan det?
16 år gammel fandt jeg, at
vor lovgivende - udøvende og dømmende magt var i strid med min
samvittighed.
Derfor fulgte jeg min samvittighed og
trodsede vore magthavere ved som medlem af
sabotageorganisationen KOPA senere BOPA (Borgerlige Partisaner)
at tage del i modstandskampen.
84 år gammel fandt jeg, at
vor lovgivende - udøvende og dømmende magt igen var i strid med min
samvittighed.
Derfor har jeg
via Horserød - Stutthofforeningen ydet økonomisk støtte til såkaldte
terrororganisationer - dog under visse forudsætninger. (Dem vender jeg
tilbage til)
Gang på gang måtte vi under krigen tage beslutninger, som betød
ødelæggelser og som kunne koste liv.
Derfor var ikke kun jeg, men også mange af mine kammerater i
samvittighedskrise. Dem overvandt vi, på egen hånd – rådgivningskontorer
fandtes ikke – her får du vor metode i selvransagelsens stund.
En analyse er nødvendig. Det hjælper ikke
at råbe ud i skoven.
Står man overfor et samvittighedsproblem er
forenklingens kunst bedste vej frem.
Lyt ikke til de voksnes pølsesnak – skær
ind til benet – begræns problemstillingerne.
Konklusion:
Da vi var afskåret fra at bekæmpe
nazisternes voldsregime med demokratiske midler, kunne vi tillade os at
bruge vold = væbnet kamp. Denne forudsætter dog, at man begrænser
skaderne på ejendom og tab af liv og førlighed.
Denne noget hjemmestrikkede filosofi
blev igennem besættelsesårene modstandsbevægelsens og resulterede i
landsmænds accept af modstandskampen.
NB//: For at undgå misforståelser og for at
man ikke skal få indtryk af, at jeg pudser en helteglorie kun:
En sådan
har jeg aldrig haft. Jeg var en ganske almindelig arbejderdreng –
politisk bevidst – ganske vist – vandbærer for at sige det pænt.
Hvem
som helst kunne, når som helst have gjort det samme – hvis de havde fået
chancen og havde haft
viljen.
Terror fordømmes af de fleste
Frihedskamp – modstandskamp mod et
undertrykkende magtapparat accepteres som regel af dem, som går ind for
frihed og demokrati, men ikke af magtens udøvere.
Betingelser for frihedskamp?
Sagesløse må ikke indgå hverken som mål
eller middel.
Skader - drab på sagesløse må begrænses.
Konsekvensen bliver da, at en kamp, hvor
civile mål og civile ofre er en del af strategien fordømmes og må
defineres som værende terror, og bør ikke ukritisk nyde støtte.
En frihedskamp mod et undertrykkende regime
kan føres:
Med ikke-voldelige midler = Civil – Ulydighed = uden brag
Eksempler: (Beskrevet i Bind 8)
Gandhi besejrede den engelske kolonimagt
Martin Luther King bekæmpede racismen i USA.
Nelson Mandela betingede sig, da han godkendte den sydafrikanske
frihedskamps overgang fra ikkevold med Civil – Ulydighed som våben til
en voldelig kamp, at denne
skulle tage hensyn til sagesløses liv og ejendom.
Terrorens (fasiscmens) midler - formål
Terrorens middel er handlinger, der er rettet mod sagesløse.
Terrorens formål er at skabe angst – frygt, dermed opstår grobunden for
yderligere vold, og den er dermed en af flere væsentlige forudsætninger
for krige og folkemord.
Ved terror startes voldsspiralen. Ved voldsanvendelse kan man tilrane sig
magt og dermed mulighed for at diskriminere - undertrykke.
Ved voldsanvendelse hindres fredelig sameksistens – næstekærlighed er en
by i Rusland.
Gandhi udtalte: ”Hvad, der vindes med vold, tabes
ved vold.”
Former for terror
Statsterror kan benævnes som krig – borgerkrig – fredsbevarende krig.
Udøverne er ofte korrupte, diktatoriske marionetfigurer i en lydstat –
vasalstat styret af højfinansens bagmænd. Betjening lejede, højtlønnede
aktører.
Betegnelse kan være lejesoldater – lejemordere – stikkere.
Karakteristisk er, at de danske krigsførende aktører er lønnede.
De har dermed pådraget sig lighedspræg med landsknægte, privathyrede
lejesoldater (vagtkorps) i Irak og den tidligere engelske
premiereminister Thatcher søns lejesoldater i det sydlige Afrika.
En forudsætning for at et diktatorisk styre kan bevare sin magt er, at ca.
2 % af befolkningen er beskæftiget i militær – politi –
efterretningstjenester med stikkere og angivere.
I Nazi - Tyskland var alle bange for alle. Angivere fandtes overalt, nogle
af overbevisning andre for ussel mammon. Børnene blev overvåget i
skolerne, forældrene i boligblokkene og på arbejdspladserne.
De nu åbne Stasi - arkiver fra Østtyskland (DDR) vidner om samme
systematiske overvågning af borgernes mindste skridt.
Forskelle mellem det nazistiske Tyskland og landene bag Jerntæppet kan
ikke ses umiddelbart. Midlerne mod folk, der havde en anden mening end
den på bjerget herskende, var mange.
I en overgangsperiode kunne man i Nazi – Tyskland finde lig i byernes
kanaler (Karl Liebknecht og Rosa Luxemburg) eller i grøftekanterne i
byernes udkant.
Ligheden med mordet på den danske præst Kaj Munk er iøjnefaldende.
Mennesker forsvandt dengang sporløst i koncentrationslejre.
Min og din opfattelse af frihedskamp?
Mål – midler – moral - etik
Målet bør være at styrte det bestående styre og indføre et sandt demokrati.
Her befinder vi os straks på Herrens mark.
Har vi et sandt demokrati?
Findes det noget steds?
Svaret er let, det bliver et – nej! Men vi må huske, at selv det
elendigste demokrati har færre mord og lemlæstelser på samvittigheden
end et diktatur, og at et demokrati ikke er et statisk fænomen – det kan
altid forbedres, eller som vi er vidne til i dag – forringes.
Kan terror bekæmpes? – tortur – straf
De hidtidige kendte metoder er primitive – øje for øje og tand for tand.
Hævn.
Forargelsen har været stor over den afslørede tortur i Irak udført af
koalitionsstyrker.
De folketingsmedlemmer, der har erklæret krigen, burde kunne drages til
ansvar, især når nogle af dem står med slet skjulte krokodilletårer og
fordømmer torturen.
De snigløber de soldater, de har sendt ud på en problematisk og mere end
vanskelig opgave. Tortursagerne er målt og sammenlignet med de drab og
de ødelæggelser, som er påført sagesløse, en sag i
småtingsafdelingen, især
når man ikke kan påvise én eneste krig i historien, hvor tortur og
overgreb under krigshandlinger ikke har fundet sted.
Det vidste de danske, politiske høge, men de tør ikke vedkende sig deres
ansvar –
i stedet præsenteres vi for deres krokodilletårer.
En partisankrigs præmisser
En partisankrig er nådesløs
Men! En frihedskamp kan føres med voldelige midler i en væbnet
partisankrig – guerillakrig – uden terror – det beviste den danske
modstandsbevægelse.
Kamphandlinger var og er stadig dikteret af terræn, og underlegenhed
i militær udrustning.
Åben krig i militær forstand er ensbetydende med selvmord.
Et af mange eksempler er opstanden i Warszawa i 1944.
Karakteristisk for en partisankrig er derfor bagholdsangreb og snigmord.
Dette var det officielle Danmarks vurdering af Danmarks Frihedskamp og i
dag af de modstandsorganisationer som ligger til grund for Højsterets
dom over Fighters + Lowers.
Partisanerne var i Danmark som i den øvrige verden afhængige af
befolkningen.
Folkets støtte til frihedskampen – partisankrigen var og er overalt
udslagsgivende med hensyn til effekt.
Den danske modstandsbevægelses aktioner skånede civile og bevirkede, at de
allierede kun i ringe omfang angreb med fly.
Civiles liv blev sparet.
Hvis vestlige demokrater vil/kan/skal støtte modstandskampen i den store
verden må der stilles klare moralske og etiske krav.
Dem bør vi i fællesskab definere præcist for at kunne støtte de
demokratiske
kræfters kamp.
Disse krav kan være:
Liv og værdier skånes i størst mulige omfang. Aktioner bør derfor være
rettet præcist mod mål, der har direkte betydning for fjenden.
Konfliktløsning
En løsning på længere sigt rummer den nuværende terrorbekæmpelse ikke.
Den vil ikke blive ændret, før man har en vis sikkerhed for, at terroren
er stoppet.
Det vil være mere end naivt, at lade terrorrister futte frit rundt i den
store verden, derfor vil den hidtidige terrorbekæmpelse nok finde sted
med de nuværende midler i selvforsvarets navn, og dermed vil volden
eskalere.
Et godt eksempel på konfliktløsning finder du i skikkelse af Desmond Tuto
i Syd Afrika.
Dommene over Fighters +
Lowers strider
mod danske borgeres retsbevidsthed:
1. At danske borgere yder humanitær støtte til
modstandsorganisationer i kulturer fremmed for os, kan kun opfattes som
et pædagogisk vink med en vognstang om, at man tager afstand fra
handlinger, der rammer sagesløse.
2. I dommen defineres terror som handlinger, der rammer
civile.
Dermed er man igen på linje med dem, der betegnede
modstandsbevægelsens likvideringer som mord.
Enhver, der samarbejder med en fjende vil i en
partisankrig modstandskamp være et objekt, man som nødværge kan likvidere. Ved kun
at benytte definitionen civile ofre dømte man på falske præmisser.
3. Formålet med Danmarks terrorlovgivning må formodes
at have præventive hensigter. Man vil beskytte os mod terror fra de
modstandsorganisationer, man har karakteriseret som
terrororganisationer.
Foreligger der indicier endsige beviser for, at de
modstandsorganisationer Fighters + Lowers er dømt for at støtte
humanitært på noget tidspunkt har udgjort en terrortrussel mod Danmark?
4. Intetsteds i dommenes præmisser har man taget
stilling til, at modstandskampen ("terroren") pga. af kulturforskelle -
og magthavernes mere end snavsede metoder (dødspatruljer - clearingmord)
vil og må være ret så forskellig fra, hvad vi har erfaring med her til
lands.
For at undgå misforståelser gentages:
Kamphandlinger er dikteret af terræn, og underlegenhed
i militær udrustning.
Åben krig i militær forstand er ensbetydende med selvmord.
I flere mellemamerikanske stater har diktaturer – camoufleret som
pseudodemokratiske systemer med støtte fra USAs CIA – gennemført
massakrer og har flittigt anvendt dødspatruljer til undertrykkelse af
mennesker med et liv på sultegrænsen.
Disse paramilitære enheder er og har været direkte infiltreret i
produktion og distribution af Narko.
Oprørsbevægelserne eller frihedskæmperne i disse lande er overvejende
fattige bønder, der kæmper for det daglige brød.
Problemet er blot, hvor længe vil danske domstole fortsætte traditionen
og dømme som den siddende regering og dens intolerante medløbere
ønsker det?
til tops
|